Mange trodsede regnen og deltog, da Ringkøbing K mandag den 14. september tog første spadestik til arbejdet med at skabe et attraktivt naturområde i den kommende bydel.
Omtrent 150 regnvejrsklædte børn og voksne mødte op, da Ringkøbing K tog første spadestik til udviklingen af naturprojektet, som så småt gik i gang henover sommeren. Arrangementet fandt sted midt på det tidligere landbrugsareal – og her opfordrede bestyrelsesformand Uffe Steiner Jensen i sin velkomsttale de fremmødte til at beundre udsigten over Ringkøbing Fjord mod vest, Ringkøbings historiske bymidte mod nord og det åbne, fjordnære landskab mod syd.
”Igennem et århundrede har Ringkøbing K området være brugt til landbrug. I løbet af det kommende års tid omdanner vi området til et enestående og attraktivt naturområde med naturtyper, der er karakteristiske for landskaberne omkring Ringkøbing Fjord”, sagde Uffe Steiner Jensen i den tale, han holdt i det opstillede telt i ly for regnen.
Uden for teltet trodsede ca. 50 lokale børn fra skolefritidsordningen ”Spiren” det våde vejr, hvor de med stor iver kastede sig over frisbeegolf og andre aktiviteter, som var en forsmag på de friluftsaktiviteter, der kommer. Parallelt med udviklingen af naturprojektet, planlægger Ringkøbing K bl.a. at etablere en naturbase, et udsigts- og fugletårn og en trækfærge i løbet af 2016.
Et område for alle
Borgmester Iver Enevoldsen understregede i sin tale, at naturprojektet skal være med til at gøre området attraktivt og tiltrække nye beboere - men at naturen og aktiviteterne samtidig bliver tilgængelige for alle:
”Modsat traditionelle nybyggerkvarterer - hvor man bygger på en bar mark og skaber de grønne områder efterfølgende - ønsker vi med Ringkøbing K at skabe naturen først, og derefter etablere boliger, som skal indpasse sig i naturen. Målet er, at Ringkøbing K skal være et område for hele Ringkøbing-Skjern og ikke blot dem, der bosætter sig der. Med naturprojektet – som vi tager første spadestik til i dag – er tanken, at borgerne allerede nu kan begynde at bruge området”, sagde han.
Da talerne var overstået benyttede flere lejligheden til at tage med på rundvisning i den kommende skov og i vådområdet, hvor udgravningen til en godt fire hektar stor ferskvandssø er i fuld gang. På turen fortalte Ringkøbing-Skjern Museum også om den såkaldte ”Woodhenge”, der er fundet spor efter i forbindelse med de arkæologiske forundersøgelser
De blå spejdere i Ringkøbing havde til dagen opført simple huskonstruktioner af rafter på det første byggefelt, ligesom de også hjalp med at tilberede pølser til de fremmødte.