Beboerne i bofællesskabet Havtorn i Naturbydelen har taget hul på to ugentlige traditioner, hvor alle er velkomne til at komme og være med.
Vil du spille whist, rafle eller noget helt tredje? Beboerne i bofællesskabet Havtorn i Naturbydelen inviterer alle interesserede spillefugle til fælles spilleaften i beboerlokalet.
Første gang er mandag, den 2. oktober kl. 19-21, og herefter er det planen at holde spilleaften den første mandag aften i hver måned. Det er gratis at deltage, og det er muligt at købe drikkevarer.
Initiativet kommer efter, at beboerne siden starten af september har lagt hus til arrangementet ”håndarbejdscafé”, hvor man hver onsdag kl. 14-16 kan møde op til en hyggelig eftermiddag, hvor man hjælper og inspirerer hinanden eller bare får en god snak hen over håndarbejdet.
Også her er det gratis at deltage. Man skal blot medbringe eget strikketøj, hækletøj eller andet håndarbejde, og for 25 kr. er det også muligt at nyde en kop kaffe og et stykke kage.
Både spilleaftener og håndarbejdscafé foregår i beboerlokalet i bofællesskabet Havtorn på adressen Engbakken 162 i Naturbydelen. Tilmelding til arrangementerne er ikke nødvendigt.