Pr. 1. juni skal Peter Kirketofte stå i spidsen for udviklingen af den nye bydel ved Ringkøbing Fjord.
Bestyrelsen for Ringkøbing K ApS har efter en rekrutteringsproces udpeget den kandidat, der skal overtage den daglige ledelse af byudviklingsprojektet Naturbydelen Ringkøbing K.
- Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at Peter Kirketofte, som har stor erfaring med byggeri og udviklingsprojekter, skal stå i spidsen for udviklingen af Naturbydelen. Samtidig vil jeg gerne takke Anne Mette Rahbæk for hendes store indsats, mens hun har været konstitueret i stillingen, og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Anne Mette, siger bestyrelsesformand for Ringkøbing K ApS, Uffe Steiner Jensen.
Stor brancheerfaring
Peter Kirketofte kommer fra en stilling som projekt- og markedschef i COWI, hvor han har haft fokus på strategisk og teknisk bygherrerådgivning. Han har gennem årene besiddet forskellige leder- og rådgiverposter inden for byggeri.
Når Peter Kirketofte tiltræder stillingen pr. 1. juni 2022, overtager han samtidig ledelsen af søsterprojektet Kanalbyen i Fredericia, hvor han får base i det daglige. Han bliver dog allerede i maj kørt gradvist ind i jobbet.
Peter Kirketofte tiltræder på et tidspunkt, hvor der er stort fokus på udviklingen af nye boliger og salg af flere byggegrunde til kommende investorer.
Udadvendt rolle
Den nye projektdirektørs arbejde med at føre udviklingsplanen for Naturbydelen ud i livet er en udadvendt post med en løbende og tæt koordinering med blandt andet Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing-Skjern Boligforening, private investorer, bydelsforening og andre interessenter.
Stillingen som projektdirektør har været midlertidigt varetaget af Anne Mette Rahbæk, som til daglig er udviklingschef i Realdania By & Byg, siden den tidligere projektdirektør Tim E. Halvorsen søgte andre udfordringer for et halvt år siden. Anne Mette Rahbæk fortsætter med at beskæftige sig med Naturbydelen i forbindelse med bestyrelsesarbejdet og i kraft af sit ansvar for arealudviklingsområdet i Realdania By & Byg.