Oplev Naturbydelen og besøg lejeboligerne

  • Fjordudsigten fra luften Naturbydelen med de almene boliger Fjordudsigten. Foto: Søren Palmelund
Søndag den 10. oktober inviterer Naturbydelen sammen med Ringkøbing-Skjern Boligforening og EDC til åbent hus i boligerne i Fjordudsigten og bofællesskabet Havtorn. Samme formiddag kan man komme gratis på en guidet cykel- og gåtur i området.

Lige om lidt flytter de første beboere ind i de spritnye lavenergiboliger Fjordudsigten i Naturbydelen Ringkøbing K, og søndag den 10. oktober kl. 12.00-14.00 kan alle interesserede besøge det nyindflyttede byggeri. Her kan man høre mere om de almene boliger, og i samme tidsrum kan man også kigge indenfor i Havtorn, som er et bofællesskab med lejeboliger for alle, der har rundet de halvtreds.

- Vi glæder os til endnu en gang at invitere boligsøgende og nysgerrige gæster ind i Naturbydelens boliger, og denne gang er der en særlig mulighed for at slå boligfremvisningen sammen med naturoplevelser i området, fortæller projektdirektør Tim E. Halvorsen.

Kl. 9.30-12.30 kan man nemlig gratis deltage i en cykel- og gåtur, hvor man både får en rundvisning i Naturbydelen og en gåtur på naturskønne stier omkring landsbyen Velling.

Både store og små boliger

De almene lejelejligheder i Fjordudsigten er på 80-115 m2 i et eller to plan med egen altan eller terrasse. De er bygget efter det såkaldte passivhuskoncept, hvilket betyder, at der er et meget lavt varmeforbrug, og samtidig er de bygget på en måde, så der kommer mest muligt dagslys ind i boligerne.

Lejlighederne i bofællesskabet Havtorn er på 50-120 m2 og er opført af Realdania By & Byg med fokus på at skabe de optimale rammer for, at beboerne på 50+ kan komme hinanden ved. Fællesskabet trives i det højloftede fællesrum men også på den åbne fællesplads, der er skabt til hverdagens små uformelle møder.

Naturbydelen rummer også ejerboliger, i byggeriet Strandkanten, der ligger i første række mod Ringkøbing Fjord. Her er der ikke åbent hus ved denne lejlighed, men er man interesseret, er der god mulighed for at tale om boligerne med EDC, som er til stede i Havtorn, og som vil have materiale med om Strandkanten.

Cykel- og gåtur til Velling og Fjordstien

Er man frisk på en aktiv start på dagen, skal man blot møde op på vejen Strandkanten i Naturbydelen kl. 9.30 medbringende cykel, hjelm og kaffe eller te til eget forbrug. Her viser et hold af frivillige rundt i Naturbydelen og fortæller om tankerne bag projektet, boligerne, naturtyperne og attraktionerne.

Herefter går turen på cykel til Velling kirke, hvor man efter en kaffepause vandrer på Fjordstien og Engvangen, hvor der overalt er en smuk udsigt. Til sidst cykler man tilbage til mødestedet i Naturbydelen, hvor turen slutter ca. kl. 12.30. Her er der således god mulighed for at fortsætte direkte til Fjordudsigten eller Havtorn, som holder åbent hus frem til kl. 14.00.


Program for dagen:

Søndag den 10. oktober 2021:

Kl. 9.30-12.30: Cykel- og gåtur til Velling og Fjordstien. Mødested er Strandkanten i Naturbydelen, hvor turen indledes med en rundvisning i den nye bydel.

Kl. 12.00-14.00: Åbent hus i boligerne Fjordudsigten og Havtorn

  • Fjordudsigten (1) Fjordudsigten - fra arrangementet "Åben bydel" i maj 2021. Foto: Søren Palmelund
  • Havtorn (1) Bofællesskabet Havtorn - fra arrangementet Åben bydel i maj 2021. Foto: Søren Palmelund