Oplev boligerne i Naturbydelen

  • Tre-boligbyggerier-maj-2021 Strandkanten, Fjordudsigten og Havtorn rummer boliger for alle midt i naturen, lige ved Ringkøbing Fjord og tæt på byen. Søren Palmelund
Søndag den 8. maj kl. 12.00-15.00 er der åbent hus i både lejeboligerne i Fjordudsigten, ejerboligerne i Strandkanten og 50+ bofællesskabet Havtorn. Man møder bare op.

I Naturbydelen i Ringkøbing er der aktuelt tre forskellige boligtilbud: Ejerboliger, almene lejelejligheder for alle og lejeboliger i et 50+-bofællesskab. Man kan opleve de forskelligartede boligtilbud, når bygherrerne bag de tre projekter byder indenfor til ”Åbent hus” søndag den 8. maj 2022 kl. 12-15.

Boligerne varierer i størrelser og priser, men fælles for dem alle er, at de har altan eller terrasse, direkte adgang til smuk natur og kort afstand til fjorden, som nogle af boligerne også har udsigt til.

- Der bor nu ca. 100 mennesker i Naturbydelen, og kommer man til ”Åbent hus”, kan man opleve, hvordan et nyt, sammenhængende boligområde i Ringkøbing er ved at tage form. Man kan naturligvis komme inden for i alle tre slags boliger og tale med ejendomsmæglerne og folkene bag - og så kan det være en god lejlighed til at gå en tur i den skønne natur i bydelen, hvor man kan opleve et væld af blomster, bærhaver, søer og vandløb, siger konstitueret projektdirektør i Naturbydelen Ringkøbing K Anne Mette Rahbæk.

Flere almene lejeboliger på vej

Ringkøbing-Skjern Boligforening, der står bag de almene lejeboliger i Fjordudsigten, har for nylig besluttet at opføre yderligere 33 familieboliger, som supplerer de nuværende 47, der næsten alle er udlejet. Ved ”Åbent hus” kan man opleve en af de ledige boliger.

De nye boliger, som består af såkaldte passivhuse med meget lavt energiforbrug, ventes klar til indflytning i 2023. Man kan allerede nu skrive sig på venteliste til en bolig, hvad enten den skal passe til en lille eller en større familie.

Ejerboliger i ét eller to plan

I Strandkanten er opførelsen af i alt 40 ejerboliger allerede langt. Her er der mulighed for at købe en lejlighed i enten ét eller to plan. De første 14 boliger er opført og solgt, mens der i øjeblikket er fire ledige boliger tilbage, som er under opførelse og som det er muligt at erhverve sig.

Boligerne i Strandkanten opføres af entreprenøren Frifeldt i takt med salget, som EDC Ringkøbing står for, og man kan møde dem begge ved ”Åbent hus”, hvor det er muligt at se det igangværende byggeri af både en et- og toplansbolig.

Bofællesskab for 50+

Er man over 50 år, har man også mulighed for at leje en bolig i bofællesskabet Havtorn, som Realdania By & Byg har opført. Det er home Ringkøbing-Skjern, der fremviser boligerne i Havtorn og byder indenfor i to forskellige lejlighedstyper. Desuden bliver det muligt at opleve de mange attraktive fælles faciliteter, som Havtorn byder på, bl.a. et fælleshus i tre plan, et gæsteværelse, værksted og orangeri.

I alt vil der være 134 boliger i de tre bebyggelser, når de er færdigudviklet.

Gå en tur i naturen

I maj begynder de mange forskellige blomster i Naturbydelen at springe ud, så går man en tur i naturen i forbindelse med ”Åbent hus”, er der gode muligheder for at opleve et farveflor. Den varierede natur med enge, skov, søer og bærhaver tiltrækker desuden et rigt fugleliv.

Hele Naturbydelen blev omdannet til ét stort, rekreativt naturområde inden byggeriet af de første boliger gik i gang, og for yderligere at øge attraktionsværdien i området er der også etableret en naturlegeplads og en trækfærge.

Adressen er: Strandvejen 2, 6959 Ringkøbing (se på krak.dk)

  • Strandkanten-etplanslejligheder-Naturbydelen-Ringkoebing-K Strandkanten med ejerboliger i et og to plan. EDC Ringkøbing
  • Fjordudsigten-indflytningsklar-oktober-2021 Fjordudsigten med almene lejeboliger i energieffektivt passivhusbyggeri Søren Palmelund
  • Havtorn-faellesplads-maj-2021 Havtorn: Bofællesskab for 50+'ere med lejeboliger og attraktive fælles faciliteter Søren Palmelund