Nu kommer husene op af jorden i Naturbydelen

  • RK01 Medium Illustration af bebyggelsen Strandkanten N+P Arkitektur
Det første spadestik til husene i Strandkanten i Ringkøbings nye naturbydel bliver taget den 31. oktober 2017 ved et Åbent Hus arrangement med trækfærgedyst, naturlege og panoramaudsigt.

Udsigt til Ringkøbing Fjord. Terrasser med direkte adgang til naturen. Højloftede køkken-alrum med massere af lys. Dét er nogle af de kvaliteter, som beboerne i Strandkanten, det første boligbyggeri i Ringkøbings nye naturbydel, kan se frem til.

Det er den midtjyske entreprenør Frifeldt, der opfører boligerne i Strandkanten. Og den 31. oktober tager direktør Flemming Nielsen det første spadestik sammen med borgmester Iver Enevoldsen og Uffe Steiner Jensen, bestyrelsesformand for Naturbydelen Ringkøbing K.

- Strandkanten er et helt nyt boligtilbud i Ringkøbing, hvor man kan få en moderne og energivenlig bolig midt i naturen med udsigt til fjorden og kort afstand til byen. Vi oplever store interesse for boligerne, men mange vil gerne kunne se, hvad de køber. Derfor glæder vi os over, at de første huse nu kommer op af jorden, så alle snart kan opleve de lyse køkken-alrum, gå ud på de store terrasser og komme op på 1. sal og nyde udsigten til fjorden, siger Flemming Nielsen, direktør i Frifeldt.

Aktiviteter for hele familien

Frifeldt og Naturbydelen markerer det første spadestik til Strandkanten med et Åbent Hus arrangement med oplevelser og aktiviteter for både børn og voksne.

I ”Den store trækfærgedyst” ved den store sø kan hold på op til fire personer kæmpe om at blive Ringkøbings første trækfærge mesterhold. På legepladsen kan børn og voksne bygge små huse af naturens egne materialer i selskab med alfen Alnus og feen Pinus fra Bundsbæk Mølle og ved Transmose Bæk kan man prøve kræfter med elfiskeri.

I teltet ved byggefeltet til Strandkanten kan man besøge Frifeldts stand og høre mere om boligerne i Strandkanten, se materialeprøver samt kataloger med bad og køkkener. Man kan også komme op i 1. sals højde på en bemandet lift, hvorfra man kan nyde panoramaudsigten til Ringkøbing Fjord.

I teltet byder Naturbydelen også på pølser, vand samt øl fra Række Møller Bryghus.

De første boliger i en helt ny bydel

- Det er en vigtig milepæl i udviklingen af Naturbydelen, og dermed også hele Ringkøbing, at byggeriet af de første boliger i Strandkanten nu går i gang. Vi har brugt de sidste par år på at udvikle naturen i området med enge, bærhaver, søer, en ny legeplads og meget andet, så de første beboere kan flytte direkte ind i naturen. Vi ved, at mange drømmer om både at bo tæt ved naturen, vandet og byen. Den drøm kan nu gå i opfyldelse i Naturbydelen, siger Peter Kjølby, projektdirektør i Naturbydelen.

I første omgang går byggeriet af et dobbelthus i gang, hvoraf det ene er solgt og det andet kommer til at fungere som et udstillingshus. Dobbelthuset vil stå klar til indflytning i foråret 2018.

Strandkanten er tegnet af N+P Arkitektur og vil rumme 33 helårsboliger, der opføres som dobbelt-, trippel- og rækkehuse i to plan på mellem 118 og 153 m2. Alle boliger får egne terrasser med direkte adgang til naturen mellem husene, der fungerer som fælles have for beboerne. Husene opføres i takt med at de bliver solgt.

Allerede nu arbejder gravemaskiner på højtryk for at gøre klar til opførelsen af de første boliger. Den nye beboelsevej Strandkanten er ved at blive anlagt og samtidig bliver der lavet fjernvarme og kloakering.