Uldne tidsler og får, tårnfalken med sit måltid og en smuk rødlig sensommerhimmel over boligerne i naturen er de vindende motiver i Naturbydelens fotokonkurrence.
Et væld af uldne afblomstrede tidselblomster, som på finurlig vis ”gentager sig” i fire små uldne får på et bakkedrag i baggrunden. Det er motivet i et sensommerskud af Martin Madsen, som løber med sejren i Naturbydelens fotokonkurrence.
Et dommerpanel bestående af fagdommer, fotograf Søren Palmelund og to repræsentanter fra Naturbydelen, Peter Kirketofte og Louise Jonsson, har blandt mange gode og stemningsfulde billeder udpeget tre til podiepladserne.
- Vi har i udvælgelsen lagt vægt på, at billederne fanger stemningen i Naturbydelen, samtidig med at de udvalgte billeder er nogle af de fototeknisk bedste. I vinderbilledet har fotografen virkelig gennemtænkt sammenhængen mellem forgrund og baggrund og præsenterer en flot komposition, siger Søren Palmelund.
Hverdagsdrama i naturen
Prioriteringen af landskabet er dog fraveget lidt i valget af andenplads, som til gengæld bærer tydeligt præg af, at fotografen har været på det rette sted på det rette tidspunkt. Lars Holm Hansen har taget et knivskarpt billede af et af naturens hverdagsdramaer - tårnfalken, der skal til at fortære en mus. Dommerkomitéen lægger vægt på, at billedet viser et glimt af det rå liv i naturen, som ellers er svært at komme tæt på. Samtidig er tårnfalken en af de arter, der først flyttede ind, efter at naturen blev anlagt i 2015-16, og dermed er den lille rovfugl blevet lidt af et ikon i Naturbydelen.
Til tredjepladsen har dommerpanelet valgt et billede, som særlig tydeligt viser Naturbydelen som et sted, hvor man kan bo midt i naturen.
- Billedet med husene og den smukke høje himmel har vi valgt, fordi det virkelig giver fornemmelsen af byen i naturen og den horisont og plads, der er i Naturbydelen, fortæller Søren Palmelund om Jan Kipkers billede, der er taget fra Strandvejen ind mod bebyggelsen Strandkanten.
Mange gode og sjove billeder
Omkring 90 billeder har Naturbydelens sekretariat modtaget, siden konkurrencen blev lanceret i marts, og heraf lever ca. 70 op til konkurrencebetingelserne. I Naturbydelen er der glæde over de mange billeder, som på meget forskellig vis afspejler stedets kvaliteter.
- Jeg håber, at deltagerne har haft nogle gode ture i ud naturen, og at de er kommet tættere på den eller har set på området med andre øjne. Der er i hvert fald kommet mange gode og sjove billeder ind, som indfanger naturen og dens kvaliteter på forskellige årstider og tider på døgnet, siger projektdirektør i Naturbydelen og medlem af dommerpanelet, Peter Kirketofte.
Martin Madsen, Lars Holm Hansen og Jan Kipker har for deres bidrag vundet gavekort til butikkerne i Ringkøbing på henholdsvis 5.000, 2.000 og 1.000 kr.