Cathrin Astorp skulle lige overvinde sig selv for at flytte fra eget hus og have til en moderne og lidt mere forblæst lejebolig i Fjordudsigten. Men datteren fik hende overtalt, og efter at have mødt naboerne og opdaget det rige dyreliv, er tilvænningen godt i gang.
- Jeg havde altid sagt, at her skulle jeg aldrig bo.
Sådan siger Cathrin Astorp, som i december indlogerede sig i en af de nyopførte boliger i Ringkøbing-Skjern Boligforenings almene lejeboliger Fjordudsigten. Blæst og regn har da også præget de første vintermåneder i Naturbydelen, men noget kunne tyde på, at der er en tilvænning i gang.
- Så sagde min datter: Prøv at bo til leje. Du kan bo der i seks måneder. Bare prøv! Du kan jo bare flytte igen.
Det gamle hus i Spjald skulle nemlig sælges til nedrivning, og således overtalt bor Cathrin, hendes mand Frank og Taigo, deres Old English Bulldog, nu i en energioptimeret lejebolig med udsigt til Ringkøbing Fjord.
Mens den 55-årige hjemmegående husmor arbejder med at overskride en grænse i sig selv, er det anderledes med Frank, som sidste år gik på pension efter 48 år hos Danish Crown.
- Min mand vil gerne bo her, til han skal bæres ud! Og det vokser på mig, jeg bliver mere og mere glad for at bo her. Jeg skal bare lige over det med, at det ikke er mig, der ejer det – og jeg har ingen have, konstaterer Cathrin Astorp.
Hus, naboer og natur
Den spirende glæde over en ny tilværelse i Naturbydelen skyldes flere ting.
- Huset er dejligt, og de mennesker, der bor her, er så venlige og flinke og meget snaksalige, det virker meget hyggeligt. Når man mødes udenfor, får man lige en sludder. Vi kender nogle stykker i forvejen, og vi lærer de andre at kende på fem sekunder. Der bor også mange med hund, og naturen er dejlig at gå i - vi skal bare have et andet vejr, siger Cathrin Astorp, som stadig har til gode at opleve foråret og sommeren i Naturbydelen.
Med den daglige luftning af Taigo er netop naturen blevet en helt nærværende faktor i hverdagen.
- Her er masser af dyreliv, og vi har altid vores hund i snor. Du kan gå rundt og se rådyr, svaner, ænder, harer, rovfugle - alle mulige slags dyr. Man falder nærmest over frøer og skrubtudser. Naturen er dejlig, og vi bruger også vandet. Der er alt at vinde og intet at tabe! Bortset fra blæsten, pointerer hun endnu en gang.
Radiatorer kun tændt tre gange
I selve boligen har klima og energi være i højsædet fra bygherrens og arkitekternes side, og den usædvanligt energieffektive bolig har da også betydet, at parret kun har tændt for radiatorerne tre gange i vinterens løb. Fjordudsigten er nemlig bygget på en måde, hvor solen i kombination med varmen fra mennesker, belysning og elektroniske apparater normalt er nok til at holde temperaturen oppe.
- Vi har også en lille overvågning i badet, der registrerer hvor meget man går i bad. Men vi kan kun se det, mens vi går i bad. Vi har talt med viceværten om, at det kunne være sjovt selv at havde den app, som han har, så vi selv kan følge med i, hvor meget eller lidt vi bruger, siger Cathrin Astorp, der har flere ting på ønskelisten til den nye boligbebyggelse.
Stod det til hende, skulle der være nogle overdækkede cykelskure, som kan animere mere til at have cykel, og den hedelignende beplantning ved husene måtte gerne være knap så sparsom. Og så er der terrasserne…
Mindre hegn om terrasser på vej
- Folk spørger, hvorfor terrasserne er så små, og hvorfor er der ikke er hegn om? Men det er under opsejling, og det tror jeg er en rigtig god ting i forhold til, at folk gerne vil bo her, siger hun.
Idéen i Naturbydelen er, at man i stedet for private haver har direkte adgang til naturen som én stor fælles have, men efter aftale mellem Naturbydelen og boligforeningen er der nu åbnet mulighed for at etablere nogle mindre hegn om de private terrasser.
To måneders husleje gratis
Der er stadig ledige boliger i Fjordudsigten, og netop i disse måneder gør Ringkøbing-Skjern Boligforening det en smule lettere at omsætte flyttetanker til virkelighed ved at tilbyde de første to måneders husleje gratis.
Og hvad med Cathrins tilvænningsproces? Adspurgt direkte, om hun tror, at Taigo, Frank og hun selv bliver boende, svarer hun:
- Det tror jeg bestemt vi gør!