Fra Aarhus til Ringkøbing: Flyttede efter natur og jobs

  • 211007 SPP 6833 Martin Mikkelsen og hans kæreste flyttede til Naturbydelen i oktober 2021. Blandt trækplastrene var tæthed til vand og windsurfing samt gode jobmuligheder i området. PalmePHOTO
Martin Mikkelsen og kæresten Susanne Ascanius har skiftet Aarhus ud med naturlige omgivelser, der giver plads til et aktivt liv og gode jobmuligheder i Vestjylland. I oktober 2021 har det unge par fået nøglerne til deres nye lejlighed. De er flyttet ind i Ringkøbing-Skjern Boligforenings lejeboliger i Naturbydelen.

Parret er faldet pladask for de naturlige omgivelser i Naturbydelen. Det er da også en af de klare grunde til, at drømmeboligen skulle findes i Fjordudsigten:

- En af forcerne ved Naturbydelen er, at man har givet naturen tid til at komme. Man har startet naturprojektet før boligprojektet. Det er en stor motivationsfaktor for mig, at det ikke bare er en byggeplads. Vi går 100 meter, og så er der bare fuld smadder på idyllen, lyder det fra Martin Mikkelsen med et smil.

Derfor blev det Fjordudsigten

Efter studietiden i Aarhus startede jobjagten, og tiden var inde til nye eventyr:

- Vi boede på Trøjborg i Aarhus, som er rimelig centralt. Vi har begge læst i Aarhus, så det passede os rigtig godt. Jeg er maskiningeniør, og min kæreste har læst molekylærbiologi, fortæller Martin, og fortsætter:

- Da vi skulle finde jobs, vidste vi allerede, at der var gode muligheder i Vestjylland. Det er et godt eventyr at kaste os ud i. Vi vil gerne være tættere på arbejde og ikke skulle køre flere timer om dagen.

Jagten på drømmeboligen har derfor koncentreret sig om Vestjylland og ikke én bestemt beliggenhed. Dog viste Ringkøbing og Naturbydelen sig hurtigt at have flere fordele for parret:

- Det er blandt andet blevet Ringkøbing, fordi det er tæt på vandet. Jeg vil gerne windsurfe, og så er Ringkøbing jo perfekt. Vi var også tæt på både skov og vand på Trøjborg, forklarer Marting og tilføjer:

- I Naturbydelen er vi trukket lidt ud af byen og har fået lidt mere luft omkring os end inde i de gamle lejligheder. Det er også vigtigt for os med mange kvadratmeter og værelser. Vi er flyttet væk fra mange af dem, vi kender, så vi har brug for plads til overnattende gæster.

Leje-lejligheder, ejerboliger og bofælleskab i naturen

I Naturbydelen er der flere forskellige boligtyper. Der er etableret et bofællesskab for 50+ere med private udlejningsboliger samt bygget ejerboliger – og nu er de første almene boliger også klar til indflytning. Netop de forskellige boligtyper har givet plads til, at Naturbydelens beboere har kunne finde den helt rigtige løsning – og her er Martin og Susanne ingen undtagelse:

- Vi så faktisk først på lejlighederne til salg. Men det var lidt for stort et spring. Her er Fjordudsigten en rigtig god mellemvej. Det er bygget i samme stil, så der er ikke så stor forskel, fortæller Martin.

Som tilflyttere er parret spændte på at udforske deres nye by. Det har dog ikke taget lang tid, før de allerede er blevet positivt overrasket – af både byens størrelse og foreningslivet, som blomstrer:

- Der er sindssygt mange tilbud herude. Der bor også flere, end jeg lige havde regnet med. Man kan godt mærke en forskel fra de større byer. Her er det virkelig drevet af ildsjæle. Jeg har allerede mødt nogen, som siger ”Du skal da bare komme med”. Det er fedt, siger Martin om den nye bopæl.

Tag chancen og flyt vest på

Som mange andre har Martin Mikkelsen i de seneste år fået øjnene op for mulighederne i Vestjylland – og dermed også Naturbydelen. Derfor er der heller ingen tvivl om, at han gerne vil give sine anbefalinger videre.

- Man skal komme til Naturbydelen og Ringkøbing, hvis man har mod på at flytte på grund af arbejde eller fritidsinteresser. Og så er det vigtigt, at man tør komme ud og se byerne, før man dømmer dem, siger han og afslutter:

- Bare kast dig ud i det og oplev noget nyt.

Bæredygtigt byggeri med lavt forbrug

Fjordudsigten er almene lejeboliger på 80-115 m2, alle med udsigt til Ringkøbing Fjord fra enten terrasse eller altan.

De nye lejeboliger fungerer som såkaldte passivhuse. Det vil sige, at de er bygget så energivenligt, at de eksempelvis ikke behøver fjernvarmetilslutning. Energibehovet til opvarmning er blot en tiendedel af normale huse med samme antal kvadratmeter. Derudover er energien fra elnettet i Ringkøbing-Skjern Kommune også bæredygtig, da 100 % af strømmen kommer fra vindmøller.

Boligerne udlejes gennem Ringkøbing-Skjern Boligforening.

 

Læs mere om Fjordudsigten

 

Åbent hus i Fjordudsigten

Mandag den 15. november kl. 16–17 inviterer Ringkøbing-Skjern Boligforening igen til åbent hus i de nye energivenlige lejeboliger i Fjordudsigten i Naturbydelen.

Der er tilmelding til info@rsbolig.dk

 

 

  • 211007 SPP 6600 PalmePHOTO
  • 211007 SPP 6629 PalmePHOTO
  • 211007 SPP 6589 PalmePhoto
  • 211007 SPP 6820 PalmePHOTO