For Bjørn er naturen en scene

  • Bjørn Hernes Billedkunstner og fotograf Bjørn Hernes har sammen med sin kone slået sig ned i Naturbydelen. Foto: PalmePHOTO
Bjørn Hernes flyttede sammen med sin kone fra Sjælland til Naturbydelen i 2021. Som billedkunstner og fotograf har han et helt særligt blik for naturen og barsler for tiden med et billedværk om Ringkøbing Fjord. Og så vil han gerne slå et slag for det nære fællesskab.

Da det almene boligbyggeri Fjordudsigten åbnede i Naturbydelen den 1. oktober 2021, var norskfødte Bjørn Hernes og hans kone Anne-Sofie Kristensen blandt de allerførste, der flyttede ind. Efter tre år i det sydsjællandske bofællesskab Permatopia stod valget mellem København, hvor de kom fra, eller Ringkøbing, hvor begge deres børn bor.

- Man skal helst ikke flytte efter sine børn, men det gjorde vi alligevel, fortæller Bjørn Hernes. Og da beslutningen om at flytte til Ringkøbing var truffet, var det den nye bydel ved fjorden, der vakte parrets opmærksomhed.

- Det var Naturbydelen, der tiltrak - der betyder navnet noget. Der er 6.000 træer og buske. Det er ”kultur-natur”, hvor jeg synes, at landskabsarkitekterne har gjort et godt job - når man ser på det, ser det meget smukt ud. Samtidig kunne vi flytte ind i noget moderne og nyt.

Boligerne i Fjordudsigten er opført i to etaper, og under byggeriet af anden etape forsvandt den direkte fjordudsigt fra parrets oprindelige lejlighed. Så da hele Ringkøbing-Skjern Boligforenings byggeri stod færdigt i december 2023, flyttede Bjørn og Anne-Sofie 100 meter væk til en ny bolig i forreste række.

- Her er der en fabelagtig udsigt til fjord og enge. Vi har vest-udsigt, så vi kan se solen gå ned. Vi trives rigtig godt ved at bo her, fastslår Bjørn Hernes.

Et liv med scener

Med en uddannelse som indretningsarkitekt og et liv med mange arbejdsopgaver inden for teater, film og TV har Bjørn Hernes en særlig fornemmelse for billeder og rum. I dag er det kunstfotografiet, der optager ham, men hans baggrund inden for teater og film fornægter sig ikke.

- Når jeg tager et billede af et landskab, ser jeg det som en scene. Jeg tager billeder af scener, fortæller han.

På Bjørn Hernes’ hjemmeside kan man læse, at det er ”det begivenhedsløse landskab, det tilfældige og det banale”, som fascinerer ham. Men måske er hans motiver kun på overfladen begivenhedsløse, for når Bjørn fortæller om sit kommende billedværk om Ringkøbing Fjord, er det også fortællingen om en af de helt store kriser, som verden står i, der kommer til udtryk på ”scenen”, hvor fjordens vand møder landskabet.

- Det er modsætningen, der interesserer mig – modstanden og konflikten i mødet mellem fjorden og landet. Havet stiger måske en halv meter over en årrække, så vandet i fjorden ændrer det land, der omgiver det, og så eksisterer den kant ikke mere. Mennesker prøver også at påvirke den kamp ved at lægge kanaler og kajanlæg osv. Det er vigtigt for forståelsen, at verden ændrer sig hele tiden. Vi lever i en midlertidig verden, siger den 76-årige kunstner.

Bjørn Hernes’ sans for at indfange omgivelserne kan man opleve til februar 2025, hvor han har en soloudstilling med serier af fotografier i Rådhushallen i Ringkøbing. Her håber han, at bogen ”Fjordens kant – midlertidigheden” kan nå at være klar. Den skal efter planen rumme ca. 60 billeder af den foranderlige linje, hvor fjorden møder det vestjyske land.

Yndlingsstedet

Både Bjørn Hernes og hans kone Anne-Sofie bruger Naturbydelen meget som rekreativt område.

- Man kan gå ind i en skov eller på stier med marker og enge omkring, og man kan komme til en sø inde i skoven. Der er også den store sø, som er en anden slags sø. Der er det hyggeligt at stå og fiske. Det er meget forskelligartet, med mange forskellige biotoper i Naturbydelen. Det er en herlighedsværdi, siger Bjørn Hernes.

Adspurgt, om han har et yndlingssted i Naturbydelen, kommer svaret prompte.

- Ja, en cirkel, hvor nogle landskabsarkitekter har lavet et meget smukt rum. Uanset hvor man er, ser man træer og buske. Mod vest er det vindstille, også når det blæser – der hopper harer rundt omkring og rådyr, der spiser vores grønkål fra beboerhaverne. Og når vi har hunde med, som vi passer, løber de nogle gange efter haren. Det er et favoritsted. Det er smukt med en indgang og en udgang, og der er en bæk midt i. Det er en ”scene”…

Den runde biotop, som Bjørn Hernes beskriver, er Frugtlunden, hvor man på de rette tider af året kan se, dufte og også gerne plukke hyld, mirabel, havtorn eller vildæble.

Fællesskabet

Selvom Bjørn Hernes og Anne-Sofie Kristensen valgte at flytte fra Det permakulturelle bofællesskab Permatopia med 200 indbyggere, betyder det ikke, at individualismen nu er i højsædet.

- Jeg vil gå i brechen for at skabe et fællesskab her, hvor vi er. Jeg tror meget på fællesskabet som en ressource, der er med til at løfte noget. Vi skaber det fælles samfund, som vi er en del af. Vi er ikke enkeltindivider men en del af en helhed, vi er forbundne kar, fastslår han.

  • Rund biotop Det runde anlæg "Frugtlunden" ved siden af Havtorn er Bjørn Hernes' yndlingssted i Naturbydelen. Foto: PalmePHOTO
  • Bjørn Hernes ved bolig Bjørn Hernes har siden 2021 boet i Ringkøbing-Skjern Boligforenings byggeri Fjordudsigten. Foto: PalmePHOTO
  • Bjørn Hernes går tur Bjørn Hernes går tur i Frugtlunden i Naturbydelen. Foto: PalmePHOTO