Hele familien er velkommen, når køer og får traditionen tro sættes på græs i Naturbydelen lørdag den 27. april. Her kan man blive klogere på både dyrene og naturen, og er man interesseret i lejeboliger, er der samme dag åbent hus i Havtorn og mulighed for at se en prøvebolig i Fjordudsigten.
Forårskåde køer og får, der utålmodigt indtager de grønne folde. Det er et årligt tilbagevendende syn, som alle inviteres til at opleve lørdag den 27. april.
Man møder bare op på parkeringspladsen ved den store sø kl. 10, hvor landskabsingeniør Jakob Albæk fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturbydelens frivillige guider byder velkommen.
Herfra går turen til folden, hvor dyreholderne slipper får og køer løs, så man kan opleve øjeblikket, hvor de springer ud i det grønne og udforsker de grønne enge, der skal være deres hjem sommeren igennem.
Lær om dyr og naturpleje og få inspiration til oplevelser
Mens dyrene finder sig til rette, inviteres de fremmødte med på en kort tur, hvor Jakob Albæk vil fortælle om, hvordan dyrene er med til at pleje naturen. Samtidig giver Naturbydelens guider tips til flere oplevelser i området.
Når turen er slut, står de to dyreholdere Kim Krogsgaard og Merete Jensen klar til at svare på spørgsmål om dyrene. Og hvis man vil sikre sig et stykke lokalt oksekød, er det muligt at bestille.
Åbent hus og prøvebolig
Samme dag kl. 11-13 er der åbent hus i Havtorn, hvor man kan se en prøvebolig og opleve de netop nyindrettede fællesfaciliteter, og i de almene lav-energiboliger Fjordudsigten kan man i tidsrummet kl. 10-20 kigge ind i en ubemandet prøvelejlighed på Fjordudsigten 15b. Begge steder er der lejligheder til leje i de naturskønne omgivelser.
Dagen kan også være en god lejlighed til at udforske naturen i Naturbydelen. Man kan f.eks. udfolde sig på naturlegepladsen, prøve en tur med trækfærgen eller gå på opdagelse i skoven, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune for nylig har slået en helt ny sti og samtidig gjort det lettere at færdes langs skovens rislende vandløb. Naturbydelens guider hjælper på dagen med gode tips og kort over området.
Ingen tilmelding er nødvendig til dagen, hvor det måske er en god idé at medbringe godt fodtøj, madkurv og kaffe.