Besøg Naturbydelens boliger

  • Havtorn Drone Dronebillede af Naturbydelen med Havtorn - bofællesskab for 50+
Nu kan man for første gang komme inden for hos alle tre boligprojekter i Naturbydelen Ringkøbing K. Udbyderne af både ejerboliger, almene lejeboliger og bofælleskab for 50+ inviterer til ”Åben bydel” den 7. og 8. maj.

Strandkanten, Fjordudsigten og Havtorn. I Naturbydelen Ringkøbing K finder man tre forskellige boligtilbud, og nu kan man for første gang opleve dem alle tre på samme tid i den nye bydel, som er på vej ved Ringkøbing Fjord. Det sker fredag den 7. maj kl. 14-17 og lørdag den 8. maj kl. 11-14.

Boligerne varierer i størrelser og priser, men fælles for dem alle er, at de har altan eller terrasse, direkte adgang til smuk natur og kort afstand til fjorden, som nogle af boligerne også har udsigt til.

- Om man vil eje eller leje sin bolig – eller man har passeret de halvtreds og gerne vil bo i bofællesskab, er muligheden der i Naturbydelen. Vi glæder os over, at de tre bygherrer, som er aktive i bydelen, har valgt at vise deres tilbud frem på én og samme tid, så der virkelig er noget at komme efter - og ved samme lejlighed kan man jo nemt også opleve naturværdierne og det rekreative område, der er skabt, siger projektdirektør i Ringkøbing K ApS Tim Halvorsen.

Åbent i Fjordudsigten for første gang

Arrangementet byder hermed også på en nyhed for de boligsøgende. Det er nemlig første gang, at det bliver muligt at besøge en bolig i den almene bebyggelse Fjordudsigten, hvor man kan se en nyindrettet prøvebolig i byggeriet, der består af passivhuse med et meget lavt energiforbrug.

De første 47 af 83 almene boliger bliver efter planen klar til indflytning 1. oktober, og man kan allerede nu skrive sig på venteliste til en bolig, hvad enten den skal passe til en lille eller en større familie.

Ni af 40 ejerboliger solgt

Er man mere til at eje sin egen bolig, er der god mulighed, hvad enten man foretrækker at bo i én eller to etager. I alt 40 ejerboliger er på vej i byggeriet Strandkanten, som består af bygninger, der enten rummer fire étplanslejligheder eller to toplanslejligheder.

Det er entreprenøren Frifeldt, som skridt for skridt opfører de nye ejerboliger. EDC Ringkøbing, der formidler salget, oplever mere og mere interesse. Således er der indtil nu solgt ni ejerboliger i Strandkanten, og yderligere to er reserveret. Både EDC Ringkøbing og Frifeldt vil være til stede ved ”Åben bydel”, og her viser de en udstillingsbolig i to plan frem for interesserede, ligesom det er muligt at komme ind i fire etplanslejligheder, der er under opførelse.

Bofælleskab for 50+

Det er også EDC, som viser frem i det nye bofællesskab Havtorn, som Realdania By & Byg har opført med 14 lejeboliger i størrelser fra 50 til 120 kvadratmeter. Bofællesskabet, som stod indflytningsklar 1. oktober sidste år, er for alle på 50 år og opefter, som ønsker at bo i moderne lejeboliger med attraktive fællesfaciliteter. Cirka halvdelen af boligerne er udlejet på nuværende tidspunkt.

I alt vil der være 139 boliger i de tre bebyggelser, når de er færdigudviklet.

Oplev naturen

For deltagere i Åben bydel kan det være oplagt også at opleve de naturværdier, som i de senere år er skabt i området for at gøre det mere attraktivt og bæredygtigt.

Inden byggeriet af de første boliger gik i gang, blev hele området nemlig omdannet til ét stort, rekreativt naturområde med enge, skov, søer, bærhaver, frugtlunde og stisystemer, der forbinder den nye bydel med resten af Ringkøbing – og for yderligere at øge attraktionsværdien i området, er der bl.a. etableret en naturlegeplads og en trækfærge.

Det kan også være en god idé at tage kikkerten med. Omdannelsen af tidligere landbrugsland til mere natur har nemlig øget biodiversiteten i Naturbydelen og tiltrukket et rigere fugleliv.

Corona-forholdsregler

Alle tre åbne huse følger forsamlingsloftet og gældende Corona-restriktioner. Det betyder blandt andet, at man skal holde to meters afstand, bære mundbind indendørs - og også ude, hvis der for eksempel opstår kø. Endelig spritter man hænder, når man går ind og ud af husene.

Man kan få mere praktisk information på naturbydelen.dk/aaben-bydel.

Naturbydelen udvikles i et partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg.

  • Fjordudsigten Den almene bebyggelse Fjordudsigten byder for første gang inden for til Åben bydel.
  • Strandkanten Ejerboligerne i Strandkanten i Naturbydelen
  • Naturbydelen med Havtorn og Strandkanten i baggrunden Naturbydelen med bofællesskabet Havtorn og Strandkanten i baggrunden.
  • Åbent hus i Strandkanten Fra et tidligere åbent hus i Strandkanten.