Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til! Naturbydelen i Ringkøbing er måske bedst kendt som en ’ny bydel’, men faktisk har stedet været beboet i årtusinder. Kom med på rundvisning og bliv klogere på hvad der er sket på området fra stenalderen til i dag.
Tirsdag den 16. august kl. 17-19.00
Stenalderhuse, bronzealderhuse og jernalderhuse. Arkæologerne fra Ringkøbing Skjern Museum fandt rester fra tusindvis af års bebyggelse, da de i sin tid undersøgte området ved Ringkøbing Fjord, som Naturbydelen skulle bygges på. Udgravningerne bød samtidig på en stor overraskelse: en cirkel dateret til bronzealderen. Cirklen var resterne af et såkaldt “woodhenge” altså en pendant til det engelske Stonehenge.
Ligesom med Stonehenge kan vi kun gætte på hvad bronzealderens mennesker har brugt deres “woodhenge” til - gudedyrkelse, soldyrkelse, astronomi? Under alle omstændigheder var der tale om et markant anlæg, man har kunnet se på lang afstand – både fra Ringkøbing Fjord og fra landsiden.
Med tiden kom området i brug som landbrugsareal, og mange husker nok de vidtstrakte kartoffelmarker man kunne se fra Vellingvej frem til 2015, hvor Realdania By & Byg og Ringkøbing Skjern Kommune påbegyndte en omfattende omdannelse af området.
Udgangspunktet for omdannelsen var en fælles vision om at skabe en attraktiv ramme for bosætning med naturen som trækplaster. Første skridt var at genskabe det 83 hektar store areal som naturområde. I den forbindelse blev der etableret et vådområde, enge og en skov. Senere kom de første boliger, og i dag er Naturbydelen igen beboet af mennesker. De første cirka 100 er flyttet ind i moderne og bekvemme boliger, og mange flere er på vej.
Turen er gratis og for alle, der har mod på at bevæge sig til fods på stierne et par timer.
Tilmelding
Tilmeld jer ved at skrive en mail til kontakt@ringkoebingk.dk
Mødested:
Parkeringspladsen ved den store sø. Kør til Strandengen 20 i Ringkøbing og fortsæt ad grusvejen.
Program
- Rundviserne byder velkommen
- Museumsinspektør Poul Krogh Jørgensen fra Ringkøbing-Skjern Museum viser rundt og fortæller om fortidsfundene
- 'De frivillige ved Naturbydelen' viser rundt i den nye bydel med fokus på natur og moderne boligformer i naturen