Hele familien er velkommen, når dyrene slippes løs på Naturbydelens folde lørdag den 27. april kl. 10.
Lørdag den 27. april er en særlig dag i Naturbydelen, hvor alle kan være med til sige velkommen til de dyr, der skal tilbringe hele sommeren på de grønne marker ved fjorden.
Velkomstfesten starter på parkeringspladsen ved den store sø kl. 10, hvor landskabsingeniør Jakob Albæk fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturbydelens frivillige guider byder velkommen.
Herfra går turen til folden. Her slipper dyreholderne får og køer løs, så man kan opleve øjeblikket, hvor de springer ud i det grønne og udforsker deres nye hjem.
Lær om naturpleje og få inspiration til oplevelser i naturen
Mens dyrene finder sig til rette, inviterer dagens værter gæsterne med på en kort tur. Her vil Jakob Albæk fortælle lidt mere om, hvordan dyrene er med til at pleje naturen, mens Naturbydelens guider giver tips til flere oplevelser i området.
Hør mere om dyrene
Når turen er slut, står de to dyreholdere Kim Krogsgaard og Merete Jensen klar til at svare på spørgsmål om dyrene. Og hvis man vil sikre sig et stykke lokalt oksekød, er det muligt at bestille.