Ringkøbing får nu et nyskabende boligtilbud til aktive seniorer

Vinderforslaget til et nyskabende seniorbofællesskab i Naturbydelen i Ringkøbing er fundet. Her bliver det klassiske bofællesskab vendt på hovedet, så der i stedet for et enkelt fælleshus bygges flere mindre samlingssteder. Samtidig inddrages naturen som omdrejningspunkt for et aktivt udeliv og fællesskaber i hverdagen.

Aktive seniorer i Vestjylland får nu et helt nyt boligtilbud, der kan inspirere udviklingen af seniorbofællesskaber over hele landet.

I foråret udskrev Realdania og Realdania By & Byg en konkurrence om udviklingen af fremtidens seniorbofællesskab i Naturbydelen i Ringkøbing. Nu står det klart, at det bliver holdet med det aarhusianske arkitektfirma AART architects, totalentreprenøren Jens Jensen fra Holstebro, Gustin landskab, Gemeinshaft og Tækker rådgivende ingeniør, som skal opføre seniorbofællesskabet med Realdania By & Byg som bygherre.

Eksempelbyggeriet er en del af Realdanias initiativ ”Rum og fællesskaber for ældre”, der skal afprøve nye løsninger og tilgange til at udvikle bofællesskaber over hele landet med henblik på at bekæmpe ensomhed blandt ældre og imødekomme en stigende efterspørgsel på seniorbofællesskaber. Udviklingen sker ud fra et princip om at skabe mindre, private boliger, der passer til beboernes behov, og så til gengæld have adgang til en række attraktive, fælles faciliteter, som man normalt ikke har adgang til i sin private bolig, da erfaringen viser, at det forbedrer de sociale relationer og øger livskvaliteten.

- Vi ved fra vores dialog med seniorer over hele landet, at mange drømmer om færre kvadratmeter, mindre havearbejde, nærhed til natur og mere fællesskab med naboer. Vinderholdets forslag gør op med det klassiske bofællesskab med private boliger omkring et stort fælleshus og præsenterer et nyskabende bud på et seniorbofællesskab, hvor boliger i forskellige størrelser blandes med flere mindre fællesrum i og mellem bebyggelserne. Samtidig inddrages naturen som et vigtigt omdrejningspunkt for et aktivt udeliv og fællesskaber i hverdagen på tværs af boligerne, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, om vinderforslaget.

Mindre boliger og mere fællesskab

Det kommende seniorbofællesskab i Naturbydelen kommer til at bestå af tre bygninger i 2-3 etager med i alt 14 lejeboliger, hvoraf et antal vil kunne lejes til en pris, der harmonerer med en almindelig folkepension. Boligerne bliver i ét eller to plan, i varierende størrelse fra 35-40 til 85-90 m2. Alle boliger har private rum, såsom bad/toilet, soveværelse, opholdsrum og køkken, og afskærmede mindre terrasser eller altaner med tæt kontakt til naturen, men ingen private haver, som skal passes og plejes.

Til gengæld er der masser af attraktive fællesarealer både inde og ude. I bygningerne er der i alt 300 m2 fælles faciliteter, som fx køkken, vaskeri, fællesrum, gæsteværelse, bibliotek og værksted. Og mellem og omkring husene er der lagt op til et aktivt udeliv og hverdagsfællesskaber på den 2.700 m2 store grund, som bl.a. byder på en urtehave og et væksthus, vaskeplads til mountainbikes, grejskur med plads til kitedrager og kajakker, et soldæk mod vest og en aktiv fællesplads i hjertet af bofællesskabet, der forbinder alle de indendørs fællesområder og er tæt forbundet med den omkringliggende natur.

Eksempelbyggeri til efterlevelse

Anvendelsen af naturen som en stor, fælles have, er et grundlæggende princip for udviklingen af hele Naturbydelen, og det er én af de væsentlige grunde til, at udviklingen af det nyskabende seniorbofællesskab sker netop der. 

- I stedet for at luge og slå græs i hver sin lille have, kan man bruge den fælles natur til forskellige aktiviteter med sine bofæller og naboer på kryds og tværs af generationer. Den mulighed udnytter vinderholdet på en meget overbevisende måde, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.

En anden væsentlig grund er, at der er et stigende behov for og efterspørgsel på nye og forskelligartede boligformer til det stigende antal ældre i mindre købssteder som Ringkøbing. Men markedet tøver med at bygge nyt.

- Når vi udvikler og bygger selv, er det fordi det giver os mulighed for at eksperimentere med nye løsninger, som vi tror på vil imødekomme vestjyske seniorers behov og kan inspirere andre. Samtidig vil vi gerne vise, at det også i et område som dette er muligt at opføre seniorbofællesskaber, der både er økonomisk bæredygtige for private og almene boligorganisationer og er til at betale for mange forskellige typer lejere, siger Peter Cederfeld.

Indflytning i 2020

I de kommende måneder bliver vinderprojektet bearbejdet og gjort klar til opførelse. Det ventes, at arbejdet med at anlægge en ny tilkørselsvej til seniorbofællesskabet går i gang i løbet af foråret 2019, mens byggeriet går i gang i slutningen af 2019 med forventningen indflytninger i slutningen af 2020.

Alle, der er interesseret i at bo i seniorbofællesskabet, kan skrive sig på Naturbydelens boligliste. Så modtager man nyt om udviklingen, organiseringen og udlejningen af seniorbofællesskabet.

Foruden opførelsen af seniorbofællesskabet kan der i de kommende 2-3 år udvikles 33 ejerboliger og 83 almene boliger i Naturbydelen.

Ud over byggeriet i Ringkøbing, udvikler Realdania i samarbejde med pensionsselskaber og almene boligorganisationer nye seniorbofællesskaber en række andre steder i landet. Det er lige nu i Aalborg, Horsens, Ry, Valby, Albertslund og Køge.

Fakta om seniorbofællesskabet i Ringkøbing

  • Areal: 2.700 m2
  • Etagemeter: 1.270
  • 14 boliger: 35-40 – 85-90 m2 i enten ét eller to plan. Fordelt på tre bygninger i to-tre etager
  • Fælles faciliteter spredt i de tre bygninger, bl.a.: Fællesrum, urtehave, værksted, væksthus, udekøkken, grejskur, cykelpit, kajakpladser, bordtennis, bibliotek, bar, fælleskøkken, vaskeri.
  • Vinderholdet: AART architects, Gemeinshaft, Tækker rådgivende Ingeniører, Gustin landskab og Jens Jensen Murer og Entreprenør A/S
  • Bygherre: Realdania By & Byg for Realdania
  • Byggestart: Ultimo 2019
  • Indflytning: Efterår 2020

Om konkurrencen

Konkurrencen er en totalentreprisekonkurrence med omvendt licitation. 27 rådgiverhold under arkitektledelse og med deltagelse af landskabsarkitekt, ingeniør og eksperter med viden om seniorers liv ansøgte om at være med i konkurrencen. Fire hold blev udvalgt til konkurrencens første fase, hvorefter holdene valgte en totalentreprenør. De to øverste hold nedenfor gik videre til anden fase. Vinderholdet står øverst og totalentreprenøren Jens Jensen fra Holstebro skal nu opføre seniorbofællesskabet med Realdania By & Byg som bygherre.

  • AART architects (Århus) - med Tækker rådg. ing., Gemeinschaft, Gustin Landskab og Jens Jensen Murer- og Entreprenør A/S
  • Elkiær + Ebbeskov Arkitekter (København) - med Hundsbæk & Henriksen rådg. ing., Charlotte Skibsted Landskab og Per Bjørnsholm og Byggefirmaet Knudsgaard
  • KANT Arkitekter (København) - med Fuldendt rådg. ing., Skaarup Landskab, GivRum, Hele Landet og Q-Construction A/S
  • Rambøll Architects (Århus) - med Møller & Grønborg, Future Navigator, Bexcom og Jakobsen & Blindkilde A/S