Arkæologer finder Ringkøbings ældste hus i Ringkøbing K

3. april 2014

Et ca. 4.000 år gammelt hus fra slutningen af stenalderen er fundet i Ringkøbing K-området, hvor en helt ny bydel i Ringkøbing skal udvikles i de kommende år. Ringkøbing-Skjern Museum viser rundt i udgravningerne den 10. april.

I denne tid udgraver Ringkøbing-Skjern Museum et ca. 5000 m2 stort areal beliggende ud mod Ringkøbing Fjord i den sydøstligedel af Ringkøbing K-området, hvor der skal udvikles en helt nybydel med ca. 1.000 attraktive boliger i de kommende år.

Her fandt museet sidste år velbevarede spor efter bebyggelser fra slutningen af stenalderen og midten af bronzealderen, og det er i det område, at museet netop har fundet spor af et ca. 4.000 år gammelt hus fra slutningen af stenalderen. Det ældste hus, der nogensinde er fundet i Ringkøbing.

Huset er særdeles velbevaret de mange år til trods og blev opdaget ved at arkæologerne kunne se et smalt bælte af forhistorisk pløjning, der førte til fund af spor efter huset opbygning.

“Det er et kendt fænomen fra andre dele af landet, at husene fra slutningen af stenalderen havde nedgravede gulve. Netop derfor har sporene af denne sjældne hustomt overlevet den moderne pløjning”, siger den ansvarlige arkæolog for udgravningerne, Esben Schlosser Mauritsen.

Et andet og lige så væsentligt fund er sporene efter et såkaldt ”bulvægshus” fra den tidlige bronzealder (1700-1000 f.v.t.). Huset har været bygget af massive, kløvede stolper i ydervæggene, der har stabiliseret væggen og store dele af tagkonstruktionen.

Det er blot anden gang, at Ringkøbing-Skjern Museum får mulighed for at undersøge denne helt særlige hustype og byggeteknik, som kun er fundet omkring Ringkøbing. Ringkøbing-Skjern Museum regner med at afslutte undersøgelserne i starten af april.

Kom til rundvisning
Torsdag den 10. april kl. 17.00 inviterer Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing K interesserede til en rundvisning på udgravningen. Mødestedet er Hebolgårde, 6950 bag stalden (se efter jordbunken)



Tegning af bulvægshus. Jørgen Andersen, Museum Sønderjylland.

Læs mere om Ringkøbing-Skjern Museum på www.levendehistorie.dk

Pressemeddelelsen er udgivet i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum.

-->