Fjordudsigt og fællesspisning

  • 230330 SPP 2509 Ingrid og Thomas flyttede ind i bofællesskabet Havtorn sidste år. Foto: PalmePHOTO
Ingrid og Thomas Jensen flyttede sidste år fra hus og have i Rødding til Naturbydelen, hvor de nyder både lejligheden i Havtorn, fællesspisning om fredagen og adskillige timer i naturen og den friske luft.

At bo i Naturbydelen er fra starten tænkt som et alternativ til eget hus og have, der skal passes og holdes ved lige. Netop det er en af grundene til, at Thomas Rask Jensen og Ingrid Vallin Jensen i det sene forår 2022 overtog nøglerne til deres toplans lejebolig i bofællesskabet Havtorn.

- Som Falck-redder gennem knap 40 år har jeg været i mange private hjem, hvor folk ikke har nået at flytte, mens de stadig var i stand til at tage vare på hus og have. Derfor besluttede jeg, at det skulle ikke ske for mig, og at når jeg blev 70, skulle jeg ikke være husejer mere, fortæller Thomas Rask Jensen, som for flere år siden er gået på pension, og som netop er rundet de 70 år.

Hans kone, Ingrid Vallin Jensen på 66, arbejder derimod stadigvæk, og det var hendes karriere i turistbranchen, som fik parret til at flytte fra Rødding til Ringkøbing, da hun fik mulighed for et job i Esmark Feriehusudlejning i Hvide Sande.

Mange timer i naturen

Mens huset i Sønderjylland er erstattet af en nybygget lejlighed med udsigt til Ringkøbing Fjord, er haven skiftet ud med det helt store grønne fællesareal i form af naturen i Naturbydelen. Her tilbringer Thomas og Ingrid en meget stor del af deres tid.

- Vi er meget glade for vores lejlighed, som har en fantastisk udsigt, og det er også et fantastisk område at bo i. Her går vi ture med vores lille hund og kigger på fuglene og på blomsterhavet om foråret, og vi går tit ned til fiskerhytterne. Jeg hørte forleden, at der er en ny trend med at være mindst to timer i naturen om dagen. Det overgår vi langt, fortæller Thomas Rask Jensen.

Fælles fredagshygge

Også fællesskabet med de andre beboere i Havtorn er en fast del af ugeprogrammet for Thomas og Ingrid.

- Vi spiser sammen hver fredag, hvor vi skiftes til at lave mad og hygger og snakker med de andre i fælleslokalet, fortæller Thomas.

Havtorn er et bofællesskab for alle, der er fyldt 50 år. Det består af tre bygninger i 2-3 etager med 14 private lejeboliger, der er blandet med fællesfaciliteter som værksted, bibliotek og fællesrum. Man kan læse mere om bofællesskabet på www.naturbydelen.dk/havtorn.

Naturbydelen rummer også både ejer- og lejeboliger. Fælles for boligerne er blandt andet, at naturen er lige uden for døren, og at behovet for vedligehold er minimalt.

  • Ingrid og Thomas ved Havtorn Ingrid og Thomas med Havtorn i baggrunden. Foto: PalmePHOTO
  • Ingrid og Thomas i lejligheden Parret nyder udsigten fra deres bolig i Havtorn. Foto: PalmePHOTO
  • Ingrid og Thomas går tur Thomas og Ingrid går ofte tur med hunden. Foto: PalmePHOTO