Naturbydelen får ny direktør med mangeårig erfaring fra ejendomsbranchen

22. juni 2017

Salg af byggegrunde bliver et centralt fokusområde, når Peter Kjølby sætter sig i direktørstolen i Naturbydelen Ringkøbing K den 1. juli 2017.

De første 34 attraktive dobbelthuse og rækkehuse er på vej i Ringkøbings nye naturbydel. To byggefelter med mulighed for at bygge 70 boliger er reserveret, og yderligere tre byggegrunde med plads til omkring 100 boliger er sat til salg.

Udviklingen af Naturbydelen Ringkøbing K er godt i gang. Og den 1. juli 2017 giver projektdirektør Dorthe Frilund Jensen stafetten videre til Peter Kjølby, der får ansvaret for at fortsætte den gode udvikling.

Dorthe Frilund Jensen har valgt at tage en pause i sit arbejdsliv for at dedikere mere tid til sin familie og andre interesser.

- Dorthe har leveret flotte resultater i sine 2,5 år som projektdirektør. Hun har bl.a. stået i spidsen for udviklingen af det tidligere landbrugsareal til et attraktivt naturområde, hvor byggeriet af Strandkanten med 34 moderne boliger midt i naturen og i forreste række til Ringkøbing Fjord snart går i gang, siger Uffe Steiner Jensen, bestyrelsesformand for Naturbydelen Ringkøbing K, og fortsætter:

- At vi er nået her til, skyldes ikke mindst at Dorthe har været i tæt dialog med både entreprenører, rådgivere, vores kommunale samarbejdspartnere og områdets naboer og interessenter gennem hele udviklingen. Og det er netop gennem samarbejde og dialog, at vi også fremadrettet ønsker at realisere Naturbydelen Ringkøbing K.

Solid erfaring fra ejendomsbranchen

Naturbydelen Ringkøbing K’s nye direktør Peter Kjølby har en lang karriere bag sig i realkreditsektoren. Siden 2003 har han været vicedirektør i Realdania By & Byg, der sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune står bag udviklingen af Naturbydelen. En stilling han fortsat vil varetage parallelt med jobbet som projektdirektør i Naturbydelen Ringkøbing K.

Gennem sin karriere har Peter Kjølby opnået et indgående kendskab til og et stort netværk i ejendomsbranchen. Peter Kjølby har også et stort kendskab til Naturbydelen Ringkøbing K, da han har fungeret som sparringspartner for Dorthe Frilund Jensen i salgsarbejdet gennem de sidste par år.

”Vi mener, at Peter Kjølby har lige den profil, der er brug for, til at realisere vores ønske om at skabe et anderledes og attraktivt boligtilbud i Ringkøbing, og vi ser frem til samarbejdet”, siger bestyrelsesformand Uffe Steiner Jensen.

Peter Kjølby ser frem til at starte som projektdirektør i Naturbydelen:

”Jeg har arbejdet indenfor ejendomsbranchen i en stor del af min karriere, men at naturen er kommet før husene, og at kommende beboere dermed kan bo midt i et attraktivt naturområde fra dag ét, gør udviklingen af Naturbydelen Ringkøbing K til et helt særligt projekt, som jeg er stolt over at få mulighed for at være med til at realisere”.

Peter Kjølby er 57 år, bor i Aarhus med sin kone og har to voksne sønner.

CV - Peter Kjølby

  • Bank- og kredituddannet, Aktieselskabet Københavns Handelsbank
  • Kreditchef, Realkredit Danmark
  • Regionsdirektør, Region Jylland Midt, Realkredit Danmark
  • Vicedirektør, Realdania By & Byg

Få nyt om boliger i Naturbydelen