Snart kan du gå på vandet i Naturbydelen

3. marts 2017

En flydebro, en trækfærge, en ny sti og en 30 meter lang siddetrappe er på vej ved den store sø i Naturbydelen. Den nye attraktion binder stierne omkring søen sammen og skaber nye muligheder for at komme helt tæt på vandet.

Til sommer kan løbere, hundeluftere og andre besøgende både komme hele vejen rundt om den store sø i Naturbydelen og krydre oplevelsen med at tage en tur tværs over den. I starten af marts går Ringkøbing K i gang med at etablere de sidste strækninger af stinettet ved søen, der skaber nye muligheder for at dyrke aktiviteter ved og på vandet.

Langs den nordlige søbred bliver den 1,5 km lange grussti omkring søen bundet sammen af en ca. 100 meter lang betonsti. Midt på betonstien, tættest på Naturbydelen, etableres en lang siddetrappe, hvor man kan nyde udsigten over søen og komme helt ned til vandet.

Den nordlige og sydlige søbred bliver forbundet af en flydebro med trædæk, der gør det muligt at krydse søen uden at få våde fødder. Midt på søen kommer der et opholdspunkt, hvor man kan tage et hvil og nyde naturen.

- De nye stier og broer er ”missing links” i området. Vi glæder os til at få de sidste led i kæden på plads, så vores mange besøgende får nye naturoplevelser og bedre muligheder for at dyrke aktiviteter ved og på vandet, siger Dorthe Frilund Jensen, projektdirektør, Ringkøbing K.

F.eks. bliver det nemt at sætte en kajak eller en kano i vandet, sejle afsted på sit Stand Up Paddle surfbræt, komme tæt på fuglelivet eller undersøge livet under overfladen. I efteråret etablerede Ringkøbing K en parkeringsplads tæt ved søen, så besøgende lettere kan medbringe udstyr til aktiviteter.

Trækfærge som trækplaster

De aktive og eventyrlystne kan også vælge en alternativ rute over søen, der styrker overarmene. Som et ekstra trækplaster etablerer Ringkøbing K en 25 meter lang trækfærge mellem den nye betonsti på den nordlige søbred og det nye opholdspunkt midt på søen.

- Trækfærgen bliver nem, sikker og sjov at bruge både for børn og voksne, siger Dorthe Frilund Jensen.

Trækfærgen bliver bygget i træ og stål som trækfærgerne i Skjern Enge, hvor man kan trække sig frem ved hjælp af en metalwire. Det bliver muligt at tage cykler med om bord og kørestolsbrugere kan også være med.

Lokale samarbejdspartnere - entreprenør og leverandør

Stauning Maskinstation er hovedentreprenør på anlægsarbejdet, mens Ølstrup Special Beton (ØSB) leverer betoneelementerne. NBC Marine leverer de flydende trædæk og trækfærgen.

Arbejdet med at støbe betonelementerne til den nye sti og siddetrappen er allerede i gang. Da de fleste dele af den nye attraktion bliver produceret hos leverandørerne, vil selve etableringen ved søen gå meget hurtigt. Efter planen kan hele attraktionen derfor allerede være klar til brug i slutningen af maj.

FAKTA

  • Byggeperiode: Marts – Maj 2017
  • Betonsti: 100 m
  • Siddetrappe: 30 m
  • Flydende trædæk: 100 m
  • Trækfærge: 25 meter træk
  • Bygherre: Ringkøbing K
  • Design: SLA
  • Hovedentreprenør: Stauning Maskinstation, Ringkøbing
  • Leverandør (Betonelementer): Ølstrup Special Beton (ØSB), Ringkøbing
  • Leverandør (Flydebro og trækfærge): NBC Marine
  • Stien rundt om søen er i alt ca. 1,5 km lang

Få nyt om boliger i Naturbydelen